Det vigtige
 
Der er noget helt unikt privilegeret ved at sidde i Danmark og have angst over, hvor dårligt verden har det. Der er noget sjældent grimt over at sørge over at verden ser ud, som den gør i dag. Det er en særartet form for lede; at mærke frygten fylde os, fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre for at redde verden.
 
Det er sandt, at det kan være svært for os at forstå, at verdens udvikling skulle være noget værd; fordi vi nok fornemmer en udvikling i vores liv, men en fra stationær telefon til smartphone, eller fra én tv-kanal til Netflix, eller fra kinagrill til vietnamesisk restaurant. Og så spørger vi; ”Men er den udvikling overhovedet noget værd? Var det det værd, at verden blev lidt lækrere, lidt mere komfortabel?”
 
Vi afsværger da gerne noget luksus, for at verden kan få lov til at blive som før. Spørgsmålet er om hele det her moderne projekt overhovedet er en god ting? Er civilisation bare noget lort? Vi mennesker ødelægger jo bare alt, for at få et nyt fladskærms-tv og andre populære omkvæd. Vi er nogenlunde med på, at skrue tiden tilbage, at afvikle fremskridtet, for fuck det.
 
Udover den grundlæggende misforståelse det er, at koble ens egen fremmedgjorthed med verdens status; udover den vilde blinde plet der er, der hvor vores egen udvikling er sket; udover manglen på viden om hvordan vores bedsteforældre og deres forældre levede – så er den holdning et symptom på en helt utrolig narcissisme.
 
Det er ikke her, udviklingen er sket de sidste 60 år. Det er ikke vores udvikling, der er den vigtige.
 
Det kan godt være, at vi føler verden er helt af lave, at Twitter går for hurtigt, og at kloden er et værre sted end nogensinde før. Men det er ikke vigtigt.
 
Det vigtige er det faktum at ekstrem fattigdom er faldet drastisk de sidste mange år, og der nu er færre der lever på minimumssatsen – i absolutte tal – end vi nogensinde har kunne måle før. Det vigtige er, at før i tiden døde over 40% af alle børn før de blev fem år gamle (4 ud af 10 børn!). I 50erne var tallet omkring 20% og i dag er det tal nede på cirka 4% (4 ud af 100!). Og faldet i børnedødelighed gik hurtigere og hurtigere, ikke langsommere og langsommere, hurtigt for nyligt i lande som Libyen og Malaysia.
 
Det helt utroligt vigtige er at i 1966 døde cirka tyve millioner børn om året, mens der i 2015 døde cirka seks millioner. Det er alt, alt for mange, men faldet er voldsomt, dramatisk og drastisk. Og lykkeligt.
 
Hvis vi ikke allerede nu priser os lykkelige, så er problemet ikke verdens tilstand, men vores indstilling.
 
Men det fortsætter. På den samme tid er frugtbarhedsraten halveret. I 1966 fødte kvinder i gennemsnit fem børn i hele verden, i dag er tallet to et halvt. Altså, vi får færre børn nu end før, og tallet ser stadig ud til at falde. Og faldet sker hurtigere i de lande, hvor det sker nu. FN forestiller sig at verdensbefolkningen når et plateau på cirka ti-elleve milliarder.
 
Det vigtige er, at vi producerer mad til mere end dobbelt så mange mennesker nu, som vi gjorde i 1960erne, da verdens befolkning var på lidt over tre milliarder mennesker. Og lige så vigtigt er det, at vi producerer den mad på cirka samme areal, som vi gjorde dengang, på grund af effektivisering, nye korn- og rissorter og videnskab. At skov er mere udbredt i Europa nu, end det var for 100 år siden. At skov på verdensplan i løbet af de sidste 35 år har været på vej tilbage.
 
Det vigtige er, at tendensen er, at når et land når en vis velstand, så bliver bevaring af naturen centralt, hvor de destruktive udvindinger af ressourcer før var det. At nyligt udviklede lande ser ud til at hoppe nogle stadier over, og at have kommet hurtigere til fornuftige løsninger end vi havde.
 
I dag er der færre der sulter end dengang. Der er færre underernærede. Vi ser færre sultkatastrofer. Og i forbindelse med det er der færre krige i verden. Der er færre mord. Der er mindre tortur og færre henrettelser.
 
Det der er vigtigt er, at mennesker de sidste 60 år har vist, at vi helst vil hinanden. At menneskeheden ikke er et hav af destruktivitet med dig og mig på en tømmerflåde. Men derimod et hav af samarbejde – med øer af krig, destruktion og tragedie.
 
Det vigtige er, at verden for os og vores medmennesker er bedre nu end den har været så lang tid vi har målt det. Sådan helt statistisk set. Og at vores liv stadig er godt. Det betyder ikke, at alt er perfekt. Det betyder ikke, at alt mennesker gør, er ædelt eller fornuftigt eller konstruktivt. Det betyder ikke, at vi ikke har nogle udfordringer.
 
Men det betyder, at vi i løbet af de sidste 60 – 100 år har løst nogle udfordringer for første gang i historien, som ingen rent faktisk troede, vi ville kunne løse.
 
Og derfor skal vi også løse dem, vi står over for nu.
 
At være kynisk og sortseende er måske sexet. Pessimisten har altid virket mere sandfærdig. Den, der siger at der ikke er nogen grund til at håbe, virker til at have gennemskuet noget grundlæggende. I virkeligheden er han eller hun bare mere melodramatisk.
 
Jeg kan heller ikke overskue det her negative flow af historier om verden hele tiden. Så jeg har smidt min telefon ud. Ikke verden.
 
Verdens undergang er blevet forudset i mange tusinde år. Lige nu er vi længere fra den ulykke end vi har været i mange menneskealdre. Så i stedet for at beklage os over den elendighed, vi ser i medierne men ikke rigtig føler på kroppen, så lad os bruge det overskud til at løse vores udfordringer. Lige som vi altid har gjort før.
 
Fremad og videre, mod det 22. århundrede.