London Living

Huset jeg bor i ligger i East Dulwich, SE22. Sydlondon. Jeg skal bo her i et år. Jeg har en lejekontrakt på et år.

I de to måneder jeg har boet her er jeg blevet tiltalt af fremmede som:MadamSirLoveKid

Det er alt sammen okay med mig.

I huset bor også: Peter, Manuel, Juia. Nogle gange også Juias søn Dael. Peter har plantet tomaterne i haven før jeg flyttede ind. Der vokser også kartofler, rabarber, rosmarin. Græs og forskellige blomster.

Vi lejer huset af Mr. Zakar. Ingen af os har mødt ham. Han udlejer til os gennem en udlejningsagent, deres kontor ligger rundt om hjørnet. Hver gang vi henvender os til dem, for at få repareret tagrenden eller vaskemaskinen, bliver vi sendt videre til nye medarbejdere mindst tre gange, så det er svært at få en fornemmelse af hvem, præcis, udlejningsagenten er.

En morgen lander en grøn papegøje på vores tørresnor i haven. Jeg henter Manuel, siger look, a parrot! Han forklarer mig, at de lever overalt i London. Han har hørt, at et par slap fri fra et film-set engang. Siden har arten tilpasset sig klimaet.

Ingen taler længere om det der skal ske til marts. Alle er udmattede, af at protestere, af usikkerheden. For tiden diskuteres det, hvor toldbarrieren skal lægges; mellem Irland og Nordirland eller i havet mellem Nordirland og England. Skal man splitte øen endnu mere i to, eller skal man splitte en lille del af nationen fra resten. Begge dele virker umulige og igen går processen i stå. Peter og Manuel taler om Glasgow, Madrid. Juia taler om Mexico City. Brexit, det lyder som en kiks.

Jeg passer Dael for Juia om aftenen. Han er elleve år gammel, han spørger:
Har du nogensinde drukket øl?
Kan du lide det?
Hvad er det værste man kan gøre mens man går i søvne?
Spise sit kreditkort?
Røve en bank?
Gå ind i en fængselscelle?
Og så vågner man, og så er der ingen der tror på, at man i virkeligheden ikke skal sidde i fængsel. 

I lokalavisen ser jeg på boligannoncer. Et af husene længere nede af vejen koster ti millioner. 

Katies udlejer truer med at bygge i hendes baghave. He has all gold teeth, maybe he is just joking. Vores genbo får bygget i haven, en tilbygning. Den er så stor at det ligner et ekstra hus. Hver dag går håndværkerne rundt deroppe på den halvfærdige konstruktion, i hvide t-shirts og hættetrøjer, bukser med mange lommer. Nogle gange dukker de op oppe på taget af det gamle hus. Måske skal det repareres. De hører radio hele dagen, Despacito, Taylor Swift, de taler polsk. Det er et varmt efterår, solen skinner og de ruller deres ærmer op.

BannerOne1

Isabella er flyttet hjem til sine forældre for at spare penge. Da vi er på bar fortæller Jenny, at hun skal flytte ud af sin lejlighed i morgen. Where are you moving to? spørger jeg. Well I don’t know yet, svarer hun, I can stay with my sister for a week, but give me a tip if you hear about anything. 

Det tog to måneder for udlejningsagenten at godkende, at jeg kunne flytte ind i huset. De krævede et baggrundstjek, men ville ikke selv udføre det; til det formål henviste de mig til et andet agentur, HomeLet. Deres hjemmeside er grøn med en grafik af en mand der flytter, deres slogan er Taking the risk out of property rental. De bad om: mine tre seneste adresser, et bevis på min adresse, en skriftlig anbefaling fra min udlejer, et kontoudtog, et bevis for, at jeg har betalt min husleje til tiden de seneste seks måneder, bevis for min indkomst det næste år, et billede af mit pas og any other document that you think might be useful to us.

Jeg kommer hjem til huset en eftermiddag og kommer til at gå ind ad naboens havelåge. Udlejningsagenten har sat et skilt i vores forhave; et bredt papskilt på en pind der er lige så høj som mig. Skiltet forvirrede mig; jeg troede ikke længere, at vores hus var vores hus. Der står bare LET på skiltet, og så et logo. Det virker vagt truende, territorialt. Peter har boet her i to år, hvorfor skal de pludselig reklamere med at huset er udlejet? Vi overvejer, om skiltet er en hævn for at bede om en reparation af vaskemaskinen. Vi overvejer, om de har styr nok på deres forretning til at have orkestreret skiltet som en form for hævn. 

Er det vores hus? Vi har plantet tomaterne i haven. Og rabarber, vi har lavet den gamle vaskemaskinetromle om til en hjemmelavet grill. 

Peter spørger udlejningsagenten, hvorfor de har sat skiltet op. En af deres ansatte svarer fem dage senere i en mail uden tegnsætning: We will arrange for this to be removed our system automatically generates this  

Som om skiltet virkelig bare har manifesteret sig af sig selv, ud af ingenting og deres algoritme. 

Det vrimler med LET-skilte i Sydlondon, uden for husene. LET & MANAGED. Der er flere udlejningsagenturer på hovedgaden i East Dulwich end der er kiosker.

Da jeg kommer hjem en aften, sent, er Peter i gang med at lave varm kakao i køkkenet. Han og Manuel har været til middagsselskab. Jeg har været i teateret i Barbican Centre, på vej ud så jeg hende som spiller en kvindelig ridder i Game of Thrones. 

En ræv krydser vejen foran mig, da jeg cykler hjem den aften.

It seems everybody wants to live in London.  

Peter brygger øl når han har fri, og cider. Han er i gang med at strikke en sweater efter et mønster han har fundet i en gammel udgave ad Vouge. Vi taler om fremtiden, han siger: It is not that I don’t like it here, that I don’t like this house. But Manuel and I could never afford our own appartment here even if we wanted too. I don’t want to spend my life working for Mr. Zakar, you know? Subsidising his lifestyle.  

Alle jeg kender har for længst opgivet ideen om at blive boende her, skabe et liv. Undtagen Katie, hun er fra Islington. Og Juia hvis barn også bor her. Alle jeg kender her har lejekontrakter på max et år. Man kan godt bo i den her by. Men det er for længst holdt op med at være nemt eller behageligt. Medmindre man er millionær selvfølgelig. 

Playable Video

På vej hjem i Overground’en om aftenen kigger jeg på kranerne; tynde, lysende skikkelser mod en mørkeblå himmel. De står mellem skyskraberne, Barclays, HSBC. Hvem har råd til at bygge en ny bygning i City of London, på Canary Wharf? Jeg kan ikke forestille mig så mange penge, jeg prøver, jeg prøver at gætte hvor meget den slags kunne koste, men jeg aner det ikke. 

Bliver det billigere at bo her efter marts? Peter og jeg laver te i køkkenet, vi overvejer muligheden. Pundet kommer til at falde. I guess it will only become cheaper for foreigners, then. Like me, siger jeg. Peter smiler og giver mig ret, that is probably the case.

Privacy Preference Center