Old News

 



I nogle uger i 2015 talte hele verden om Andreas Lubitz, eller sådan føltes det i hvert fald, sådan oplevede jeg det. De talte om ham, fordi den syvogtyve årige Germanwingspilot om formiddagen den fireogtyvende marts lod et passagerfly med destination i Düsseldorf tabe højde, indtil det med en hastighed på 700 kilometer i timen smadrede mod en klippevæg i de Franske Alper et sted mellem Dignes og Barcalonette. I nyhedsindslagene så man efterforskere i sandfarvede vindjakker bære bevismateriale ud af hans forældres hus i papkasser og sække, og de tavse trykkende billeder af oprydningen på ulykkesstedet. På klippesiden under en ridderblå himmel bevægede uniformerede arbejdere blottet for selvmedlidenhed sig omkring mellem oliventræer og vragdele og samlede menneskerester op. De blev ved indtil de havde en flig, stump, trevl eller splint fra hver eneste passager ombord på Flight 4U9525.


 



På danske og udenlandske Tv-stationer kørte de samme tre fotografier af Andreas i rotation. Alt efter vinklen på indslaget valgte man maratonfotoet (Andreas, fanget mellem to afsæt, svævende et par centimeter over jorden, ansigtsudtrykket er indædt), turistfotoet (Golden Gate i baggrunden, et stribet halstørklæde, der virker overopmærksomt bundet) og endelig var der selvportrættet taget i et stænket badeværelsesspejl. Her ligner andenpiloten enhver anden af de fortvivlede mænd, jeg ind imellem betragter mine veninders pegefingre skubbe mod venstre, tilbage i ensomheden. I dagene op til den officielle udmelding, kom folk med deres egne bud på, hvad der var sket. Jeg lyttede til hypoteserne uden at tilslutte mig en eneste af dem. Og så, da tysk politi i en pressemeddelelse endelig slog fast, at Andreas havde været ved bevidsthed (på optagelserne i den sorte boks kunne man, ifølge teknikerne, høre ham trække vejret regelmæssigt og ubesværet) til det sidste, og at der altså ikke var tale om en ulykke, men overlagt selvmord foretaget i en sky af uskyldige, skete det utrolige: Folk kom videre. Over alt omkring mig, var jeg vidne til mennesker, der rystede hændelsen af sig, som var der tale om en tæge. Eller omvendt: som om de var tægen, der hoppede af dyret, pludselig mætte. Jeg var ude af stand til at gøre som dem; Andreas Lubitz slap mig ikke, eller jeg slap ikke ham.





Over sommeren udviklede det sig lidt efter lidt, men uden omveje, til en besættelse. Jeg læste alt hvad der fandtes om flystyrtet. Først på dansk og engelsk, bagefter arbejdede jeg mig igennem artikler fra Die Zeit og Le Monde, nogle enkelte ting på italiensk. Jeg så de samme videooptagelser fra pressemøder og mindehøjtideligheder og animerede gengivelser af de tekniske detaljer omkring styrtet. Når det sjældne skete, at der dukkede nyt materiale op, måske bare i form af en bisætning i en forvrøvlet kronik, gav det mig en kortvarig elektrisk følelse af at være forbundet med omverden. Endelig var der nogen, der forstod, at det ikke var ”overstået”. At det aldrig vil være det. For sandheden er, at Andreas Lubitz uden ophør styrer den snehvide Airbus 320 ind i klippevæggen. Lyden af passagerernes skrig når ham endeløst, men dæmpet, fra den anden side af cockpitdøren. De otte evige minutter og stilheden efterfølgende har opløst sig i menneskehedens historie som en tåre i havet.

Privacy Preference Center