Ida Marie Hede (Ikke indsat på kuto endnu)

(Hjerteskams stemme): Hej med jer, så vidunderligt at hilse på jer. Hvor er jeg? Jeg må næsten lige være ankommet? Jeg fløj ind i en grå tåge, det var som at fortabe sig i internettets hvirvelvind, og så endte jeg her. Kan I sige mig, hvor jeg er? Åh, varme – har I mon en lille pejs her, en varmelampe, eller er det jeres nysgerrige ånde, der smelter mine kinders frostblomster? Hørte I det frygtelige vejr? Vinden flåede i træerne, et tordenbrag fra en stadig lys himmel! Bizart, for det er jo sommer, en vild sommer fuld af regnskyl, regnbuer, hagl og shitstorme. Jeg kan mærke det i mine spinkle knogler. Hvilken fremtid bringer det her ustadige vejr med sig til de nordiske lande? Til de små fede velnærede nationer, som I bebor? Bebor jeg dem nu også? Jeg kom bare lige forbi jeres slot! Jeg bankede forsigtigt på, og I lukkede mig ind gennem borgporten. I tænkte – se det lille væsen med sit glitrende hår, helt vindblæst, er hun mon ægte? Lad det komme an på en prøve.

(Hjerteskams stemme): I har lukket mig ind i jeres kongerige, for I håber sensationslystent, at jeg vil fortælle nogle opbyggelige historier om verden uden for. Ikke? Hey, læg lige de nåle væk, er I ikke søde? Og den saks? Jeg skal altså nok selv få mit våde tøj af. Også trusserne. Borggården er meget kold! Vil I i øvrigt høre, hvad jeg hedder? Jeg hedder Hjerteskam. Ja, I hørte rigtigt. Jeg er fuld af hjerter & kærlighed & skam, som enhver moderne kvinde med rester af Europæisk protestantisme og katolicisme og slaveliv i cellerne. Lige dele skam og lyst i vaginas lange, tætte muskelgrotte. Ja, jeg har vandret Europa tynd for at nå jer. Trukket Europas fugtige dampe og barokke megalomane fantasier med mig som en lang hale. Tror I nu på, at jeg er en ægte Hjerteskam? Tak for brødskorpen, den smagte godt! Jamen, nej tak til madspild, den er jeg da med på, I gode borgere. Hvor skal jeg egentlig sove? Åh, deroppe – på de tusind luftmadrasser I har stablet? Åh tak. Sikke en høj stige…og uden trusser. Hvad har I dog proppet under? Hvad bringer min i morgen?

(Hjerteskams stemme): Godmorgen! Åh, hvor er det dog tidligt, gaaab. Jeg sov – lyset som flimrende nordlys for mine øjne – jeg vendte og drejede mig. Min krop føles radbrækket. Som om jeg har ligget på noget? Åh, vejret er virkelig vendt på hovedet her – nat er dag, og dag er nat, og søvn er årvågenhed, og mon pizza også er kålsuppe? Jeg havde to mærkelige drømme bag jeres polkaprikkede gardiner. Vil I høre dem, inden jeg vrider mine hofter af led og klatrer ned af jeres forfærdelige stige? I den ene drøm kom jeg til et lille kongerige i rød/hvide farver. Jeg gik direkte ind i kongerigets festsal, som havde det kulørte navn ZOO. Her boede en mærkelig samling velkendte dyr, som velsagtens måtte være forfulgte dyreflygtninge fra andre kontinenter. De var udsat for voldsom diskrimination – stuvet sammen på ulykkeligt små kvadratmetre. Rundt omkring var små nationalromantiske huse, der solgte isvafler. Vil I høre, hvad der mere var?

(Hjerteskams stemme): I ZOO herskede et regentpar, pandaerne Mao Sun og Xing Er. Børn og forældre stod tæt om pandaernes Scientology-agtige designerbur, og hvinede ved synet af lidt hvid pelsfluff bag en bambuspind. En gammel kvinde i laser og pjalter og med langt slimet hår trådte frem med en lyserød megafon og råbte ind i mit øre: Kongeriget Donut har solgt sin sjæl til det diktatoriske Kina. De her to pelsbolde er givet som belønning for at lukke øjne og munde for ethvert systemkritisk udråb om kinesiske bøllemetoder! Rundt om kvinden stod grædende børn…Deres forældre begyndte i harme at kaste gamle romkugler og visne bambuspinde på kvinden. Den gamle sandsigerske løftede som svar op i sin gustne nederdel og blottede sit køn, der var som en lang hale af sorte og hvide fjer, og bevægede sig så luftigt som bambus i vinden. Vil I høre den anden drøm, jeg havde? Så hæng på.

(Hjerteskams stemme): Lytter I stadig? Jeg ligger så højt hævet over verden i den fjerbløde seng, I har bygget til mig. Noget hårdt generer, dér, langt nede under de tusind luftmadrasser. Se de her blå mærker på mine hofteben. Hvad er det, I har proppet ind under madrasserne? Det føles næsten som en donut? Åh, er det en lille glaseret donut? I dannebrogsfarver? Nå, men vil I høre den anden drøm, jeg havde? Jeg drømte, at jeg var en prinsesse, men en virkelig nederen fortryllelse havde gjort mig ude af stand til at grine. Ja, jeg kunne hverken grine eller smile, som en rigtig dejlig, sød prinsesse skal kunne i den her verden. Og hvem ved I i øvrigt, om jeg var så dejlig og sød? I kender mig jo slet ikke endnu. Jeg boede i det lille rød/hvide kongerige, og mine forældre besluttede sig for at lave en audition. Kom og få prinsessen til at få grineflip og vind hendes hånd i giftermål samt hundrede donuts i en gaveæske!

(Hjerteskams stemme): Åh, denne audition, sikke en sjov blanding af X-factor og Gift ved Første Blik! Og de strømmede til fra nær og fjern, klodsmajorer, prinser, tiggere og dandyer, partiledere, bilsælgere, komikere og teenagedrenge på scootere. De gjorde alt, hvad de kunne, jonglerede, slugte ild, lavede gakkede gangarter, knaldede far-vitser af og viste deres små peniser og skaldede isser frem, men min mund bevægede sig slet ikke. Ud af øjenkrogen så jeg hende – åh, chok! – den gamle kvinde i laser og pjalter med det lange slimede sortbrune hår. Hun løftede dramatisk op i sit skørt. En lugt af grøntsagssuppe og ingefær steg mod mine næsebor og kvindens lange lyserøde flabrende glitrende kønslæber vred og vendte sig i den milde forårsbrise og hendes øjne gnistrede. Jeg brød ud i en lang dyb mørk latter.

(Hjerteskams stemme): Åh, nu må jeg simpelthen stå op. Men det er svært, for jeres ansigter, langt nede ved foden af min seng, er undrende og lyseblå. Jeres øjne er kæmpestore, der triller blanke tårer. Er I hele det lille kongeriges offentlighed? Godtfolk, pædagoger, ministre og servitricer? Venter I bare? Venter I dér ved min seng bygget af stabler af tusinde luftmadrasser og liggeunderlag, og I lytter til mig, selvom jeg er kvinde og flygtning og kommer fra gudvedhvor? Ingen ved, hvordan den her historie om mig ender, men i det mindste får jeg lov at tale, og I lytter. Jeg snakker om min smerte, jeg ser, at I anerkender min fortælling, indtil eventyret er slut og I vil insistere på, at jeg bør gifte mig eller lade mig dræbe af en jæger, så mit hjerte kan blive serveret for en eller anden husmoderdronning.

(Hjerteskams stemme): Den donut gjorde i øvrigt ondt, jeg er radbrækket, hallo, hvorfor proppede I en rød/hvid donut ind under mit ydmyge soveunderlag, hvad skulle det til for? Mon det er fordi, jeg både er kvinde og migrant, at I føler jer nødsaget til at påføre mig smerte, før I kan rumme, at jeg nu kommer til orde og snakker jer et øre af som et eksotisk insekt fortabt i en weekenddyne? Har jeg bestået jeres lille test ved at erklære mig sart og letpåvirkelig over for den rød/hvide glasur? Skal jeg fortælle jer, hvem jeg virkelig er? Åh, lad mig udgyde mit trætte Hjerte for jer: Jo, jeg kommer fra det fattigste bondeland i det østligste og yderste Europa. Tag dén! En dag var min mor så heldig at gifte sig med en rig ejendomsmægler, der havde milliarder i skattely og perfekt hud efter hundredvis af fillers-behandlinger. Han havde allerede en søn fra sit første ægteskab, og min mor ville selvfølgelig af med rivalen. Sønnen hed Lars. Vil I høre, hvad min mor så gjorde?

(Hjerteskams stemme): En dag lokkede min mor Lars til at kigge ned i en kiste med bland-selv-slik, så smækkede hun låget i, og Lars blev halshugget. For at skjule sin forbrydelse bandt hun hans hoved fast på kroppen igen med et tørklæde. En dag kom jeg til at hive i tørklædet, og Lars’ hoved faldt af – jeg troede, at det var mig, der havde gjort det! Min mor ilede mig til hjælp og sammen parterede vi Lars med de bare næver, og hældte resterne af ham i en Pad Thai, som vi serverede for min nye papfar. Men en dag viste Lars sig på himlen i form af en grib, i kløerne bar han en kampesten, som han kastede ned på jorden mod min mor. Hun blev knust under stenen, og jeg stak af, jeg løb fortvivlet gennem den klæbrige bondejord, gennem det halve Europa, indtil jeg nåede frem til jeres lille rød/hvide kongerige.

(Hjerteskams stemme): Min krop er så tung, mit hoved svirrer, det klør overalt. Jeg tror ikke, jeg kan tåle de her luftmadrasser? Har I kat? Sangdrossel? Vil I høre mere, er det dét? I troede på mig før, og med rette, for jeg taler altid sandt. Men lyt nu til, hvad der virkelig skete på min vej op gennem Europa. Jeg kommer slet ikke fra det fattigste bondeland, men fra et ypperligt kongeringe! Tag den! Min far var baron, og en aften mødte han djævlen på en skovsti. Den stakkels djævel havde nedsatte kognitive evner efter et trafikuheld fem år tidligere, og bar et armbånd med ordene ’let hjerneskade’, han fløjtede som en sjælden fugl. Djævlen sagde, giv mig det, der befinder sig i carporten ved siden af din motorcykel lige nu. Min far sagde ja i god tro, da han troede, det var en rotte. Da carporten gik op, var det mig, der stod dér, i gang med at vaske sidevognen!

(Hjerteskams stemme): Chokket fik mig til at græde så hårdt, at jeg blev gennemblødt. Mine tårer havde gjort mig ren - for ren til djævelen. Min far måtte hugge mine olie-beskidte hænder af, så jeg kunne blive klam nok til at gifte mig med selve djævelen, men mit blod blev til dug og rensede såret. Jeg flygtede ind i en æblelund i et fremmed rige, hvor en ensom gammel konge forelskede sig i mig, giftede sig med mig og straks smedede mig nye hænder af sølv. Jeg blev gravid og fødte en hundehvalp, og fordi jeg havde været så god at lade mig kaste rundt i manegen, handlet som en vare, pint af mænd, voksede mine hænder ud igen, længere og smallere end nogensinde før. …..Aj, troede I at jeg sådan ville lade mig kaste rundt mellem mænd som en skumbold i en gymnastiksal? Desværre, ingen djævel til mig, og jeg har aldrig prøvet at pudse en motorcykel! Prøv og hør, hvad der VIRKELIG skete:

(Hjerteskams stemme): Da jeg var barn, var min bedste ven Djævelens bror, Knud. Jeg var den eneste, der turde lege med Knud. Vi gik altid rundt og ringede på villavejenes døre. Når der blev åbnet, holdt Knud små taler: Sælg ikke jeres sjæl til min bror, han ved ikke, hvad han snakker om, lad jer ikke narre af flotte øjne og en sexet trefork. Knud kæmpede for sin sag, men de fleste affejede Djævelens bror, for havde han ikke Djævelen selv i sig? Pludselig blev Knud og jeg forelskede og 15 år gamle tog vi hinandens mødom. Jeg blev straks gravid med en hundehvalp, og Knud blev gravid med en osende pejs – begge var vi nu gravide med Djævelens afkom - vi opsøgte en kvaksalver, hånd i hånd vandrede vi ind i hendes baglokale. Den gamle kvinde i laser og pjalter med det bombastiske sortbrune hår tog imod os iført pink gummihandsker. Hun viste os de to brikse, vi skulle ligge på. Da hun lagde vores lår tilrette i de kolde metalbøjler sagde hun det her skal Djævelen ikke komme langt med.

(Hjerteskams stemme): Det var mine historier for denne gang, kære venner, I må være så udmattede! I står stadig dernede ved foden af mine tusind luftmadrasser og stirrer op på mig. Hvorfor? For at få et glimt af den fremmede, sølvhårede pige? Åh, hen til stigen må jeg, og ned. Uden for pisker regnen mod ruden, parasollerne ligger som døde metalskeletter på strandene rundt om jeres kongerige. Langsomt kravler jeg, med ømme ben, og hele vejen op af min ryg: blå og gule donut-formede ringe - og endelig når jeg gulvet. I graver den sønderknuste donut frem fra madrassernes dyb og viser mig den. Om den skal smides ud? Nej, da, giv mig en bid. I undersøger mig med jeres øjne. I har fuld tillid til min smerte. Jeg er ægte. Måske er det her my moment. Ok, gift mig bort til jeres døgenigt af en prins, kom da bare med ham, hvis I så gerne vil afsætte ham til en almindelig pige med tendens til knoglebrud og bagværk-allergi. Uden for dingler en ranke af rød/hvide donuts på en snor i flagstangen, en tornado er på vej, det bliver nok ved med at være et frygteligt vejr, siger jeg til jer, og I lytter med mundene fulde af glasur.